Selv om verdensmesteren i landevejscykling Peter Sagan (Tinkoff) efterhånden er ligeså berømt for sin overvældende samling af andenpladser som for sine bemærkelsesværdige triumfer, spores ingen antydning af, at serien af knebne, ærgerlige nederlag har haft en negativ indflydelse på den 26-årige slovaks mentale styrke.
Tværtimod synes han ganske kort efter at have mødt sin overmand at have genfundet sit optimistiske, glade jeg – som nu i fredags, da han stod på podiet i Harelbeke ved siden af den polske sejrherre og forgængeren på VM-tronen Michal Kwiatkowski.




























