Udmeldingen fra arrangørerne omkring den første opgave i sæsonens 16. WorldTour-løb Critérium du Dauphiné efterlader ingen tvivl om, at både deltagerne og millioner af tv-seere verden over præsenteres for en usædvanlig vild start på den otte dage lange kappestrid, der lancerer en stjerneparade af verdens ypperste cykelryttere samlet i Alperne til en knaldhård generalprøve på næste måneds Tour de France.
»Vi har med dagens 4 km bjergenkeltstart valgt en udfordring, der afviger radikalt fra en standard prolog«, fastslår Gilles Maignan, der er ansvarlig for rutelægningen i den 68. udgave af det traditionsrige franske arrangement, i en pressemeddelelse fra Amaury Sport Organisation.




























