Ved årsskiftet sluttede den russiske milliardær Oleg Tinkovs officielle rolle på den internationale cykelscene, men de sidste måneder af sin status som ejer af et af verdens stærkeste cykelmandskaber benyttede den excentriske personlighed bl.a. til gentagne verbale forulempelser af sin spanske superstjerne Alberto Contador på diverse sociale medier.
Eksempelvis måtte det seneste tiårs mest succesrige skikkelse i de store rundture – tre samlede triumfer i Vuelta a España, to i Tour de France og Giro d’Italia – affinde sig med, at hans boss kaldte ham »a shit rider«, ligesom han ved flere lejligheder opfordrede ham til at gå på pension.



























