Med en storslået og sejrrig solooffensiv sendte den spanske stjerneveteran Alejandro Valverde (Movistar) i dagens Vuelta a Murcia et overbevisende signal om, at han også i sin 16. sæson som professionel aspirerer til at fremstå som en af de mest succesrige skikkelser på landevejene.
Efter at hans Movistar-holdkammerater havde kontrolleret begivenhederne i den indledende fase af den 182,7 km lange styrkeprøve, gik den 36-årige kaptajn til angreb for foden af rutens mest udfordrende stigning Collado Bermejo, og siden så rivalerne ham først igen, da de nåede til vejs ende.




























