Længe efter at verdensmesteren Peter Sagan (Bora-hansgrohe) var blevet sat ud af spillet i et styrt, kunne hans ærkerival, den belgiske OL-guldvinder Greg Van Avermaet (BMC), jublende suse over målstregen som vinder af hjemlandets 206 km lange WorldTour-løb E3 Harelbeke.
Den 31-årige Van Avermaet, som også indledte sæsonen i Nordeuropa med for knap en måned siden at slå til i Omloop Het Nieuwsblad, afviste i en tremands spurt landsmændene Philippe Gilbert (Quick-Step Floors) og Oliver Naesen (AG2R), efter at de havde fulgtes ad de sidste knap 40 km.


























