Når den 36-årige belgier Tom Boonen i dag kl. 10.55 sætter sin 75.000 kroners Specialized-racer i bevægelse for at begive sig ud på sin både eventyrligt succesrige og indimellem voldsomt dramatiske karrieres sidste styrkeprøve, sker det i rammer, der oser af den storhed, som også har været Quick-Step Floors kaptajnens varemærke i hovedparten af de 16 sæsoner, hans udfoldelser på landevejene har strakt sig over.
For det er på den brostensbelagte plads foran fordums franske majestæters pompøse feriepalads i Compìegne cirka 60 km nord for Paris, klassikerkongen og nationalidolet indleder det afskedsshow, der fremstår så ambitionssvulmende, at risikoen for et nederlag aftegner sig i et faretruende omfang.




























