Da den 30-årige belgier Thomas De Gendt (Lotto Soudal) straks efter starten på den 170,5 km lange 1. etape i Critérium du Dauphiné med Saint-Etienne som udgangspunkt og mål gik til angreb og kort efter blev en del af et syvmands udbrud, vakte det ikke synderlig bekymring hos feltets mest fremtrædende favoritter eller hos de optimister, der drømte om at blande sig i opgøret om dagens hædersbevisninger ved premieren på sæsonens 23. WorldTour-løb.
For selv om De Gendt kan fremvise adskillige brillante resultater i sin professionelle karriere, som nu kører på sit niende år, er han også kendt som en lykkeridder, hvis beundringsværdige initiativer kun sjældent afføder succes.




























