Med pludselig og uventet bekymring for Jakob Fuglsangs (Astana) videre skæbne i Tour de France og en polsk fighter, der heroisk forsøgte at afværge den ventede massespurt tilførtes den 203,5 km lange 11. etape fra Eymet til Pau en foruroligende cocktail af både uvelkommen og forfriskende spænding.
Overordnet mundede strabadserne på kursen mod Pyrenæerne ud i det ventede facit: Den 29-årige tysker Marcel Kittel (Quick-Step Floors) leverede for femte gang i denne Tour en forrygende og sejrrig opvisning, hvor rivalerne på det nærmeste reduceredes til statister.


























