Da Den Internationale Cykelunion (UCI) før sæsonen 2016 indførte den såkaldte Extreme Weather Protocol, der gør det muligt at aflyse løb, når vejrforholdene bringer rytternes helbred og sikkerhed i fare, havde de færreste vist forestillet sig, at den skulle finde anvendelse herhjemme.
Ikke desto mindre blev det tilfældet på dagens 2. etape i PostNord Danmark Rundt, der efter planen skulle have strakt sig over 183,8 km fra Svendborg til Odense, men som i bogstaveligste forstand blev afblæst godt halvvejs.




























