Efter sidste års dramatiske Tour de France-oplevelse, da juryen med en stærkt omdiskuteret afgørelse ikke alene deklasserede ham, men smed ham ud af løbet på 4. etape til Vittel for at have kørt ureglementeret over for briten Mark Cavendish (Dimension Data) i spurten, vender den tredobbelte slovakiske verdensmester Peter Sagan (Bora-hansgrohe) tilbage til den tre uger lange franske styrkeprøve omgivet af en stærk trup i jagten på revanche.
Det tyske mandskabs repræsentation i Touren afspejler tydeligt den forståelige og markante satsning på den 28-årige fænomenale slovak, men Bora-hansgrohe møder også med et slagkraftigt bud til klassementet i den jævnaldrende tidligere dobbelte bjergkonge polakken Rafal Majka.




























