Ydmyghed og vilde drømme går hånd i hånd på Danmarks eneste professionelle cykelhold Riwal Readynez.
Avancementet til 2. division har åbnet nye, spændende muligheder for udfoldelser på et væsentligt højere niveau end tidligere.
Det kom klart til udtryk, da 15 af de 16 ryttere i truppen ind imellem opgaver på landevejene i Frankrig, Italien og Belgien torsdag aften i restaurant Alfred & Kamilla på havnen i Odense præsenteredes for en talstærk forsamling, som vidner om et solidt netværk.
For i det selskab blev der ikke lagt skjul på, at deltagelse i Tour de France på hjemmebane i 2021 er det ultimative mål, men heller ikke på en uhyre realistisk erkendelse af, at der er en lang, sej vej til at nå det.
Holdet skal udvikles på alle fronter
»Vi er kommet pænt fra start i år, og selv om det endnu ikke er lykkedes at få wildcard til et WorldTour-løb, har vi et fint program, hvor rytterne får virkelig skrap modstand«, siger Riwal Readynez-sportsdirektør Michael Blaudzun.
»Og selvfølgelig skal vi på længere sigt gå efter en plads i Touren, men det er hævet over enhver tvivl, at vi skal have udviklet holdet på alle områder, for at det kan blive en realitet«.
Den opfattelse deles af holdets anden erfarne chef Michael Skelde, der sad i bilen bag den 24-årige Emil Vinjebo, da denne i et direkte opgør mod en stribe givne Tour de France-aktører kørte en flot fjerdeplads i hus i søndags i Drôme Classic, og ligeledes er bag rattet, når Vinjebo og Co. på søndag i det italienske Grand Prix Industria & Artigianato i Larciano skal op mod blandt andre syv WorldTour-mandskaber.
Har markeret sig over forventning
»Jeg synes, rytterne har markeret sig over forventning her fra sæsonstarten, men stadig er vi ikke nået dertil, hvor det er os, der har kunnet præge løbene. Det har modstanden simpelthen været for hård til«, konstaterer Michael Skelde.
»Det er ikke os, der går frem og tager ansvar, når der skal sættes tempo i feltet. Foreløbig sørger vi bare for at følge så godt med som muligt, og så har det altså vist sig, at enkelte af vores folk har været i stand til at opnå pæne placeringer, som jeg vil kalde det at blive mellem de 20 bedste, når vi tager i betragtning, at vi er udsat for helt nye konkurrenceforhold.
»Indtil videre har ryttere som Vinjebo, Rasmus Quaade, den svenske mester Lucas Ericsson og nordmændene Sindre Lunke og Krister Hagen har vist rigtigt gode takter, og de har kunnet være med blandt de bedste«.
Vinjebo gav Tour-stjerner kamp til stregen
Emil Vinjebo, der sidste år opnåede den anerkendelse at blive udtaget til VM sammen med syv heltidsprofessionelle, WorldTour-vante landsmænd, mens han selv endnu optrådte på det hjemlige 3. divisionshold ColoQuick, gav i søndags franske stjerner som Romain Bardet (AG2R) og Warren Barguil (Arkéa-Samsic) kamp til stregen i Drôme Classic.
Vinjebo, som ved verdensmesterskaberne i Innsbruck understregede sin berettigelse i truppen ved at gennemføre som nr. 55 efter at have udfyldt sin hjælperrolle, sluttede i den franske styrkeprøve på fjerdepladsen 8 sekunder efter den franske vinder Alexis Vuillermoz (AG2R) og 5 efter dennes landsmænd Valentin Madouas (Groupama-FDJ) og Barguil.
Men den unge dansker var 5 sekunder foran en lille gruppe, der førtes an af den rutinerede italiener Giovanni Visconti (Neri-Sottoli), og hvor Romain Bardet kom ind som nr. 7.
Skal ud at finde vindertyper
«Det er resultater som dette, vi skal have flere af for at gøre opmærksom på os selv«, fastslår Michael Skelde.
»Og når vi taler Tour de France, er det også den slags løb, vi skal være i stand til at vinde for overhovedet at komme i betragtning«.
»Allerede næste år skal vi helst være at finde helt oppe i toppen blandt 2. divisionsholdene. Der er virkelig kvalificeret konkurrence, men jeg tror på, det kan lade sig gøre. I hvert fald er det en nødvendighed, hvis vi skal gøre os fortjent til et Tour-wildcard«.
»Der kræves investeringer på alle fronter. Samtidig med, at vi udvikler vore egne ryttere, skal vi være på udkig efter deciderede og allerede etablerede vindertyper for at komme højere op«.
Krav om sejr i Normandiet Rundt
Riwal Readynez kører i denne weekend ud over i Italien også i det belgiske Grand Prix Jean-Pierre Monseré opkaldt efter den 22-årige belgier, der i 1970 i Leicester blev professionel verdensmester ved at henvise Leif Mortensen til andenpladsen, men året efter blev dræbt på stedet, da han under et løb blev ramt af en bil.
Derefter følger yderligere fire endags løb i Holland, Belgien og Frankrig – alle i kategorien lige under WorldTour-arrangementerne – inden holdet efter Michael Skeldes opfattelse når frem til et afgørende punkt i Normandiet Rundt.
«Det er det første løb i år, hvor jeg vil mene, at vi med rette kan stille krav til rytterne om at vende hjem med en sejr«, siger Michael Skelde om den syv dage og 1.131 km lange kappestrid, der strækker sig fra 25. til 31. marts.
Kører både i Frankrig og Italien
»Det er bestemt ikke nogen let opgave, men det vil være første gang i denne sæson, hvor vi kommer som et af de største hold. Det betyder også, at vi der skal være med til at skabe løbet og være at finde helt i front, og jeg venter mig meget af indsatsen i Normandiet«.
»Samtidig har vi et hold i Italien til Settimana Coppi e Bartali, men der er betingelserne helt anderledes, for dér vil vi atter møde stærke WorldTour-hold, så det ikke er op til os at styre begivenhederne«.




























