For den 22-årige colombianer Egan Bernal er finaletriumfen i WorldTour-løbet Tour de Suisse mere end blot en fornem sejr. Indsatsen i den 9 dage lange kappestrid har også sendt et eftertrykkeligt – om end ikke definitivt – signal til både holdkammerater, ledelse og omverdenen i det hele taget om, at han er i besiddelse af de egenskaber, der gør ham værdig til at indtage en kaptajnsrolle på verdens rigeste cykelmandskab Team Ineos, når Tour de France starter 6. juli i Bruxelles.
Når Team Ineos’ magtfulde boss sir Dave Brailsford oven på forskrækkelsen med Chris Froomes barske skæbne givetvis med lettelse ser frem til, at den forsvarende walisiske Tour de France-konge Geraint Thomas efter alt at dømme bliver kampklar trods sit voldsomme styrt i Tour de Suisse, skyldes det næppe mistillid til Bernals formåen.




























