Ekstatiske jubelscener med italieneren Elia Viviani som midtpunktet for vilde lykønskningsomfavnelser fra blandt andre den gulklædte franskmand Julian Alaphilippe og Michael Mørkøv i dannebrogstrikoten fulgte direkte i kølvandet på den forrygende og nervepirrende finaleopvisning fra det belgiske storhold Deceuninck-Quick Step, der sendte førstnævnte over målstregen som vinder af den 213,5 km lange 4. Tour de France-etape fra Reims til Nancy.
Uhyre sjældent ses den førende rytter i det samlede klassement i verdens skrappeste cykelløb optræde i den langtfra ufarlige rolle, som Julian Alaphilippe påtog sig i massespurten.




























