Nok er Italien en af de største og mest succesrige cykelnationer gennem tiderne, men i den seneste snes år, siden den legendariske og i hjemlandet stadig inderligt tilbedte Marco Pantani i 1998 brillerede med at vinde både Giro d’Italia og Tour de France, har det været småt med italienere i den gule førertrøje.
Den eneste, der i den periode har domineret Touren i endnu højere grad end Pantani, var Vincenzo Nibali, da han med Jakob Fuglsang som luksushjælper på Astana i 2014 blot måtte undvære den gule førertrøje i 2 dage på kursen mod den samlede triumf.



























