Egentlig havde Lars Bak aldrig en chance. Da han sammen med fire andre kastede sig ud i et angreb på gårsdagens flade Tour de France-etape blandt vinmarker, klipper og grønne skove nær Nîmes, var det til at forudse, at feltet ville hente udbryderne før eller siden:
For det første oksede de rundt i 35-36 grader under den ubarmhjertige sydfranske sol, der fik selv stillesiddende mennesker til at lide og svede. For det andet var det en af de sidste muligheder for sprinterne til at dyste om en etapesejr. Og for det tredje havde feltet fuldstændig styr på dem, som det så ofte er tilfældet i nymodens cykelsport.
På små tv-skærme fulgte sprinternes sportsdirektør konstant udbruddet i bilerne, og via øreradioerne holdt de konstant deres hold ajour med afstanden. Derfor var det heller ingen sag for hjælperytterne at vide, hvornår de skulle skrue op for tempoet for at køre Bak og hans varmelidende kumpaner ind. En massespurt var planlagt, så sådan blev det.
Med den tilgængelige teknologi er det sjældent, at holdene forregner sig, når de har sig for at skabe en sprinterfinale. Og det er bare en af grundene til, at de digitale fremskridt jævnligt er til debat.
»Vi vil se rytterne træde i pedalerne uden at være – som Bernard Hinault siger – maskiner, der bare følger ordrer fra en eller anden i holdbilen«, sagde David Lappartient, præsident for Den Internationale Cykelunion (UCI), da han sidste sommer lancerede en arbejdsgruppe, der skal se på sportens tiltrækningskraft og underholdningsniveau:
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
