Egentlig havde Lars Bak aldrig en chance. Da han sammen med fire andre kastede sig ud i et angreb på gårsdagens flade Tour de France-etape blandt vinmarker, klipper og grønne skove nær Nîmes, var det til at forudse, at feltet ville hente udbryderne før eller siden:

For det første oksede de rundt i 35-36 grader under den ubarmhjertige sydfranske sol, der fik selv stillesiddende mennesker til at lide og svede. For det andet var det en af de sidste muligheder for sprinterne til at dyste om en etapesejr. Og for det tredje havde feltet fuldstændig styr på dem, som det så ofte er tilfældet i nymodens cykelsport.