Med total dansk dominans på den 17 km lange enkeltstart på landevejene i og omkring Grindsted udviklede 2. etape i PostNord Danmark Rundt sig til både en gigantisk jubeloplevelse for en bred vifte af hjemmebaneaktørerne og til et spændingsmættet forspil til kongeetapen med den skrappe finale på Kiddesvej i Vejle.
Superspecialisten Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg Bornholm) viste sig med tiden 19.35 minutter urørlig på førstepladsen med et forspring på 11 sekunder til de nærmeste rivaler, og dem var der tre af, Rasmus Quaade (Riwal Readynez), det danske landsholds kaptajn Mads Würtz Schmidt (Katusha-Alpecin) og Niklas Larsen (Team, coloQuick), mens den dobbelte U23-verdensmester i disciplinen, Mikkel Bjerg, var slået med yderligere et sekund på femtepladsen.




























