Brud på lårben, hofte, albue og ribben lød den alarmerende, overordnede opgørelse over skaderne hos den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome, efter at han 12. juni sidste år under en opvarmningstur inden enkeltstarten i Critèrium du Dauphiné mistede kontrollen over cyklen og drønede direkte ind i en mur.
På hospitalet i St. Etienne gennemgik briten en otte timer lang operation for at udbedre de værste følger af den uhyggeligt dramatiske hændelse, men både umiddelbart efter de kirurgiske indgreb og langt inde i den uhyre møjsommelige genoptræningsperiode nærede de fleste andre end Froome selv bange anelser om, hvorvidt han ville blive i stand til at genoptage aktiviteterne på topplan.





























