Med de lyse lokker blafrende i vinden fra den elektriske vifte, der stod på bordet foran ham, holdt den danske cykelstjerne Michael Valgren et succesrigt indtog i den digitale cykelverden, da han opildnet af sine chefer og landsmænd Bjarne Riis og Lars Michaelsen kæmpede sig til tredjepladsen på den 45,8 km lange 4. etape i Virtual Tour de France.
Valgren stred på sin hometrainer side om side med sine holdkammerater østrigeren Michael Gogl, sydafrikaneren Reinard Janse van Rensburg og den danske WorldTour-debutant Michael Carbel, da NTT Pro Cycling benyttede førstedagen af træningslejren i italienske Lucca til at sende denne kvartet i aktion til forsvaret af den gule førertrøje, som holdet har været indehaver af, siden Ryan Gibbons slog til på 1. etape.




























