Med den australske veteran Cadel Evans (BMC) som den eneste markant store taber susede Giro d’Italia i dag hen over yderligere udmarvende stigninger i Dolomitterne, hvor løbets colombianske bjergkonge Julian Arredondo (Trek) efter talrige forgæves angreb tidligere i løbet omsider på den 171 km lange 18. etape fra Belluno til Panarotta kunne hyldes som vinder.
Arredondo, der tidligere i løbet har kastet sig ud i fuldstændig håbløse angreb, var i dag i stand til at føre forehavendet succesrigt til ende, og han synes dermed også nu så godt som sikker på søndag i Trieste at skulle hyldes som den endelige vinder af bjergkonkurrencen.


























