Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Tadej Pogacar vinder Touren for femte gang, mens Mads Pedersen sikrede pointtrøjen i Paris på sidste etape.

Mads Pedersen gav den gas, men van der Poel tog sejren i Paris

Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mathieu van der Poel (Alpecin) var lige akkurat hurtigst, da rytterne i Tour de France søndag afsluttede løbet med 21. etape i Paris.

Hollænderen sejrede på etapen, der havde start og mål på Champs-Élysées i den franske hovedstad.

Van der Poel var ellers uhyre tæt på at blive indhentet af Jasper Philipsen (Alpecin) og Mads Pedersen (Lidl-Trek) efter et udbrud, men de måtte nøjes med at blive nummer to og tre på etapen.

Løbets samlede vinder, Tadej Pogacar (UAE Emirates), sad med van der Poel i udbruddet, men måtte slippe til sidst.

Sidste etape var blevet forkortet fra de planlagte 133 kilometer til blot 89 kilometer.

Det skyldtes, at skovbrande havde fået de franske myndigheder til at flytte nogle af de sikkerhedsstyrker, der egentlig skulle have stået på ruten.

Derfor var der både start og mål på Champs-Élysées, og starten var udskudt til klokken 17.50.

Ligesom i sidste års Tour de France havde løbsarrangørerne inkluderet Montmartre–stigningen med brosten på den afsluttende etape. Tre gange skulle rytterne forcere kategori 4-stigningen, inden det blev mere fladt frem mod målstregen.

Som sidste år valgte arrangørerne også at tage tiderne på sidste etape, inden rytterne nåede Montmartre-stigningen og brostenene.

Her satte Mads Pedersen fart på i den grønne pointtrøje, men danskeren blev i første omgang sat, da Tadej Pogacar kørte væk i den gule førertrøje og kun fik Remco Evenepoel og Mathieu van der Poel med sig.

Det lykkedes imidlertid Mads Pedersen at komme op, og kvartetten - der alle har været verdensmestre i linjeløbet på landevej - hamrede videre på brostenene.

Feltet var dog for stærkt og fik samlet tropperne med knap 20 kilometer tilbage.

Tempoet var højt, da rytterne nåede Montmartre-stigningen for sidste gang. Denne gang var det Mathieu van der Poel, der stak af med Tadej Pogacar på hjul, mens Mads Pedersen måtte slippe.

Med en kilometer tilbage havde duoen i front et forspring på blot fem sekunder, og det så ud til, at det var slut, da Pogacar måtte slippe i sin jagt på den sjette etapesejr i årets Tour.

Men på en eller anden måde fandt Mathieu van der Poel ekstra kræfter, og dem brugte han på at snige sig først over målstregen med Jasper Philipsen og Mads Pedersen halsende efter sig.

Ingen over Pogacar

Tour de France bliver for femte gang vundet af Tadej Pogacar, som dermed tangerer rekorden for flest samlede sejre i Touren.

Sloveneren gør franske Jacques Anquetil, belgieren Eddy Merckx, franske Bernard Hinault og spanieren Miguel Indurain selskab med fem samlede sejre.

27-årige Tadej Pogacar vandt også Touren i 2020, 2021, 2024 og 2025, mens danske Jonas Vingegaard vandt i 2022 og 2023.

I år blev duellen mellem de to aflyst, da Jonas Vingegaard måtte udgå efter et styrt. På det tidspunkt havde Pogacar dog allerede erobret et stort forspring i forhold til danskeren.

Belgieren Remco Evenepoel (Red Bull) bliver nummer to samlet, 6 minutter og 26 sekunder efter Pogacar, mens slovenerens holdkammerat Isaac del Toro fra Mexico bliver nummer tre med et minus på 9 minutter og 42 sekunder.

Mads Pedersen skulle blot gennemføre etapen for at sikre sig den grønne pointtrøje i Touren, og det lykkedes.

Dermed er Mads Pedersen en af de få ryttere, der har vundet pointtrøjen i alle af de såkaldte grand tours, som ud over Tour de France også tæller Giro d’Italia og Vuelta a Espana.

Richard Carapaz (EF) fra Ecuador sejrede i bjergkonkurrencen, mens Isaac del Toro vandt ungdomskonkurrencen.

Ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her