Hektisk dag i Alperne

Lyt til artiklen

Hvad Col de la Colombiére som det første, krævende bjerg i årets Tour de France ikke formåede i går, skal et langt mere varieret udbud af klatrestrabadser sørge for i dag. For indtoget i Alperne skabte ingen afklaring på styrkeforholdet mellem favoritterne, men det skulle der være en væsentligt bedre mulighed for at opnå på den 165 km lange 8. etape fra Le Grand-Bornand til Tignes. Den byder nemlig på langt større udfordringer, og blandt dem er den første af løbets tre målpassager på en bjergtop – de to andre følger i Pyrenæerne. Hektisk afslutning i vente Nu er det ikke, fordi finalen op til Tignes i 2068 meters højde forekommer vildt skræmmende og i hvert fald er den tilsyneladende ikke i klasse med l’Alpe d’Huez, som den erstatter. Den er 18 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,4, men den skrappeste del er koncentreret på de sidste km, og det skulle give eksempelvis en Michael Rasmussen store chancer for at hævde sig. Det, der gør etapen rigtigt hård, er imidlertid antallet af bjerge, for der skal spurtes om point til den prikkede trikot seks gange, og halvdelen af disse opgør hører hjemme i den næstbedste kategori. De er samlet indenfor de sidste 65 km, og det skulle borge for en særdeles hektisk udvikling frem mod afslutningen. Allerede tidligt kan det meget vel tænkes, at et udbrud kører af sted, eftersom terrænet med tre bjerge i de lavere kategorier indbyder til det. Men i dag er det ikke særligt sandsynligt, at de først angribende formår at holde forfølgerne på afstand, som tilfældet var i går. Skæbnedag for Vinokourov Etapen er af en så krævende karakter, at den nødvendigvis må afsløre, om storfavoritten inden starten i London, Alexandre Vinokourov (Astana), stadig har mulighed for at få indfriet sine ambitioner. Selv talte han i går om, at det først og fremmest i dag vil handle om at begrænse nederlaget, men mange mener, at kasakheren spiller med fordækte kort og måske ikke længere er helt så medtaget, som han gerne vil give det udseende af. Det vil givetvis afsløres i dag, for etapen er så hårdt, at det ikke kan lade sig gøre at skjule eventuelle kriser. Men klarer Vinokourov sig igennem uden de store problemer, er han også stadigt et godt bud på den samlede sejr. Svært for den ny førstemand Gårsdagens triumfator Linus Gerdemann (T-Mobile) kan få vanskeligt ved at forsvare sin nyerhvervede position som løbets førstemand, hvis de store navne for alvor fyrer op under kedlerne. Den unge tysker brugte enormt mange kræfter på at hjemføre succesen i Le Grand-Bornand, og selv om han er en uhyre talentfuld rytter, kan der meget vel tænkes at komme en regning i dag, som sender ham tilbage til en mere anonym rolle. Spændende udsigter for Rasmussen En sådan er det til gengæld ikke sandsynligt, Michael Rasmussen vil indtage. Danmarks og Rabobanks klatrekonge gjorde et overbevisende indtryk på det første rigtige bjerg, og kan han holde den stil ligger der ikke alene mange point og venter på ham i dag, men også et bemærkelsesværdigt avancement i det samlede klassement.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her