Stuart O'Grady vil tilbage på cyklen, men tør ikke håbe på at blive klar til VM. Stuart O’Grady har fået en stor del af sit vanlige gode humør tilbage efter søndagens alvorlige styrt i Tour de France, hvor australieren styrtede på nedkørslen af Cormet de Roselend og kom rigtig slemt til skade.
Fem brækkede ribben, et brækket kraveben, et brækket skulderblad, højre lunge punkteret og tre brækkede tapper på ryghvirvlerne, lød prognosen søndag aften. » Det har vist sig, at venstre kraveben også er brækket, og han har nogle væskesamlinger i hovedet. Men det er ikke farligt, og han er ved godt mod«, siger Team CSC’s pressechef, Brian Nygaard. I rigtig god form O’Grady er da også allerede så frisk, at han er begyndt at tale med journalister om styrtet og fremtiden. I et interview med cyclingnews.com siger han, at det mest frustrerende er, at han følte sig bedre end nogensinde i Touren indtil styrtet. Et svaj fra en Astana-rytter førte til styrtet, husker O’Grady, der ikke mistede bevidstheden undervejs, og som derfor tydeligt kan huske smerterne. »Det er ikke ret tit, jeg skriger, men jeg skreg som en lille baby. Jeg havde problemer med at trække vejret«, husker han. Det er langt fra første gang, O’Grady styrter, og søndagens styrt har ikke fjernet lysten til at køre på cykel. Han kan ikke vente med at komme tilbage, men han erkender, at 2007-sæsonen nok er slut for hans vedkommende. »Det kommer til at tage noget tid at komme tilbage. Jeg håber at kunne være tilbage på cyklen i august, men jeg kan ikke forestille mig, at jeg bliver god nok til løbene i efterårssæsonen. Det er hårdt, for jeg så frem til at køre VM og måske endda Vuelta a Espana som forberedelse til VM«, siger O’Grady.




























