Michael Rasmussen: Jeg forstår ikke DCU

Lyt til artiklen

Spørgsmålet om de advarsler fra Anti Doping Danmark og Den Internationale Cykel Union, UCI, der angives som en del af årsagen til, at Danmarks Cykle Union ikke længere ønsker at benytte Michael Rasmussen på landsholdet, bragte førstemanden i Tour de France selv på banen over for Politiken onsdag aften. Advarslerne skyldes, at Michael Rasmussen efter de styrende instansers mening for sent har givet meddelelse om sit opholdssted, og han har stadig intet imod at forklare, hvad der efter hans mening ligger bag de løftede pegefingre, som nu får til følge, at indehaveren af den gule trøje er ude af billedet til at optræde i den rød-hvide nationaltrikot. Postvæsenet bærer en del af skylden Hvor mange advarsler handler det egentlig om? »To. Jeg fik en af UCI sidste forår, som er forældet her til september. Og så modtog jeg én i juni fra både Anti Doping Danmark og UCI. I begge tilfælde drejer det sig om, at mine oplysninger om, hvor jeg var taget hen, ikke nåede frem i tide. Men de var afsendt, og i det sidste tilfælde, da jeg var taget til Mexico for at træne, som jeg plejer, vil jeg i hvert fald påstå, at det italienske postvæsen har sin del af skylden«, fastslår Michael Rasmussen. Og det havde intet at gøre med, at du prøvede at undgå dopingkontrollanter? »Overhovedet ikke. Og jeg er da i øvrigt blevet testet to gange uden for konkurrence i denne sæson foruden alle de øvrige kontroller, jeg har været igennem. Efter min opfattelse handler det udelukkende om, at det er rent administrative fejl, jeg har begået, og jeg fatter ikke, at det kan føre til den form for sanktioner. Jeg har besvaret alle henvendelser i denne sag og fremlagt min version. Jeg kan ikke se, hvad jeg kan gøre yderligere«. Sen underskrift var protest Hvad siger du til, at DCU ikke mener, at du lever op til unionens etiske regelsæt? »Det er jeg jo blevet klar over, men jeg er da bestemt ikke enig i det. Når jeg f.eks. ventede med at skrive under på UCI’s erklæring om ikke på nogen måde at være involveret i doping, skyldes det, at jeg ligesom så mange andre ryttere var meget utilfreds med den udformning, den har. Jeg sagde jo allerede til dig i forbindelse med DM i Roskilde, at jeg selvfølgelig nok skulle skrive under, fordi det var et krav for at komme til start i Touren. Men jeg vil da gerne lige gøre opmærksom på, at samtlige Rabobanks ryttere meget sent officielt satte deres navn på papiret og under protest. Samt at der var fuld forståelse hos vores hovedsponsor for denne reaktion«. Troede vi havde fundet hinanden Hvornår fik du besked om DCU’s beslutning? »Det gjorde jeg, kort inden vi skulle køre DM i Roskilde 1. juli. Jeg troede ellers, vi havde fundet hinanden igen efter diverse uoverensstemmelser. Men der må sidde nogen i toppen, som ikke vil mig det særlig godt. Anden forklaring kan jeg ikke finde«. Frygter du, at denne sag nu kommer til at gribe forstyrrende ind i din fortsatte Tour-satsning? »Overhovedet ikke. Selvfølgelig er det irriterende at skulle beskæftige sig med det spørgsmål midt under den vigtigste opgave i min cykelkarriere, men jeg er sikker på, at jeg nok skal kunne fokusere på det væsentlige. Og lige nu handler det for mig om at køre cykelløb. Jeg vil springe op og falde ned på, hvad Jesper Worre og DCU foretager sig. Jeg har forsøgt at give en forklaring på, hvad der er sket, og den vil de altså ikke tage for gode varer. Det tager jeg til efterretning, men det er ikke noget, som på den mindst måde skal få lov til at genere min videre Tour-deltagelse«. Vurderer OL-regler senere Har du helt opgivet drømmen om at komme til OL, hvor du jo havde planer om både at stille op i landevejs- og mountainbikekonkurrencen? »Jeg kan da huske, at DCU i sin tid ikke havde held til at holde Bo Hamburger borte fra OL, fordi han personligt havde kvalificeret sig. Men jeg er ikke godt nok inde i reglerne til at kunne sige, om det kan lade sig gøre igen. Og lige nu er det slet ikke noget, jeg gider beskæftige mig med. Men det kan da godt være, jeg er klar til at tage det slagsmål senere. Hvis et sådant så ikke fører til noget, lever jeg nok lige lykkeligt. Jeg har jo trods alt klaret mig meget godt, selv om jeg ikke har optrådt på det danske landshold siden 2004«. Meningen var, at du 1. august skulle have stillet til start i Post Danmark Rundt. Hvad sker der med det? »Jeg kunne da ikke drømme om at komme til et løb, der arrangeres af en organisation, som på denne måde søger at modarbejde mig. Det siger da vist næsten sig selv«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her