Udfordrerne står i kø i dag

Michael Rasmussen må forvente at komme under angreb straks fra etapens start i dag.
Michael Rasmussen må forvente at komme under angreb straks fra etapens start i dag.
Lyt til artiklen

Med den frygtindgydende Astana-trio Alexandre Vinokourov, Andreas Klöden og Andrey Kashechkin i spidsen tegner der sig et meget stærkt felt af udfordrere til Michael Rasmussens position i Tour de France på dagens 197 km lange 14. etape fra Mazamet til Plateau de Beille. Efter den 33-årige danskers forbløffende sikre forsvar af den gule trøje på lørdagens enkeltstart er rivalerne simpelthen nødt til at angribe Michael Rasmussen i dennes favoritterræn. Samtidig er Rabobank-stjernen tvunget til at udbygge sit forspring for at være på den sikre side inden den sidste lange enkeltstart. For selv om det gik over al forventning på de 54 km i går, er der ingen garanti for, at han kan gentage præstationen på den lidt længere tempodistance, som venter på lørdag fra Cognac til Angoulême. Kun Evans kan overvåge Den eneste bejler til Tour-tronen, som på baggrund af begivenhederne i Albi kan tillade sig blot at overvåge Rasmussen og ikke miste tid til ham, er australieren Cadel Evans (Predictor-Lotto). Han hentede 1.41 min. ind på danskeren og er nu nøjagtigt ét min. efter på andenpladsen. Det må formodes, at styrkeforskellen mellem de to vil være nogenlunde den samme på lørdag. Derimod skal alle de øvrige have nedbragt deres minus til Michael Rasmussen på de kommende tre etaper i Pyrenæerne, fordi de ikke kan regne med at distancere ham tilstrækkeligt i Angoulême. Opad straks fra start Det lægger op til en uhyre spændende forestilling allerede i dag, og styrkeprøven, der udgår i Laurent Jalaberts hjemby og slutter i vintersportsstedet i 1.780 meters højde, byder da også på talrige muligheder for medrivende bataljer. Straks fra start går det ni km opad på 2. kategori stigningen St. Sarraille. Her bliver der givetvis angrebet – måske af ryttere, der ønsker at erobre den prikkede trikot fra Michael Rasmussen – men næppe af aspiranterne til topplaceringerne i klassementet. Fra bjergspurten og helt frem til cirka 130 km inde på etapen er strabadserne forholdsvis overkommelige. To stigninger i skrappeste kategori Så går det til gengæld også løs med to stigninger i den skrappeste af de fem kategorier, Port de Pailhères, hvis top i 2001 meters højde rundes 50,5 km fra mål, og Plateu De Beille, der 1.780 meter over havets overflade udgør afslutningen på den 15,9 km lange finaleklatretur med en gennemsnitlig procent på 7,8. Det er to så barske udfordringer, at selv den mindste, lille krise vil koste dyrt, og de vil givetvis også få overordentlig stor indflydelse på, hvem der skal bestige podiet om en uge i Paris. Etapen fra Val d’Isère til Briancon talte ligeledes to bjerge udenfor kategorierne, yderligere et enkelt dukker op i morgen og to på onsdag. To af disse aktuelle – Plateau de Beille i dag og Col d’Aubisque onsdag – lægger samtidig asfalt til målpassagen. At de også er suppleret med andre lækkerier for klatrespecialister, er blot med til at understrege, at prøvelserne i Pyrenæerne er væsentligt skrappere end i Alperne.
Bjeget der skaber vindere
Begge dagens magtfulde tinder er forholdsvis nye i Tour de France-sammenhæng. Port de Pailhéres er kun besteget to gange – i 2003 og 2005 med henholdsvis spanieren Juan-Miguel Mercado og østrigeren Georg Totschnig først på toppen – og Plateau de Beille var i 1998, 2002 og 2004 som i dag etapens sidste station. Plateau de Beille – Pyrenæernes førende område for langrendsudøvere – kan smykke sig med, at være bjerget, hvor der kun er hyldet vindere, som siden også har tronet i gult på Champs Elysées. Italieneren Marco Pantani slog til i 1998, mens den syvdobbelte Tour-triumfator Lance Armstrong var først over stregen ved de to foregående besøg i dette årtusinde. I de to første tilfælde var der tale om vellykkede solofremstød, mens Armstrong for tre år siden havde følgeskab af Ivan Basso.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her