Toulouse smykker sig med ryet som den franske by, der årligt kan byde på flest solskinstimer, men da Tour de France karavanen i går tilbagelagde de 172,5 kilometers strabadsers fra Figeac til nationens fjerdestørste stad, fulgte den silende regn de 171 aktører helt til dørs. De tætte, tunge dråber lagde imidlertid ingen dæmper på den overstadige jubel, det 23-årige engelske sprinterfænomen Mark Cavendish (Team Colombia) for anden gang fik lejlighed til at stille til skue i den franske styrkeprøve. Holdkammerat på andenpladsen På endnu mere suveræn facon end tre døgn tidligere i Chateauroux satte den unge himmelstormer nemlig konkurrenterne til vægs på den brede Boulevard Lacrosse, efter at Team Columbia hele dagen havde slidt enormt både for at forsvare Kim Kirchens gule førertrøje og fremtvinge den massespurt, som tjente først og fremmest Cavendishs interesser. Og lønnen for den ihærdige indsats indskrænkede sig ikke til englænderens triumf, for hans næsten ligeså hurtige holdkammerat, tyskeren Gerald Ciolek blev en sikker nr. 2 et par længder bagude, mens Oscar Freire (Rabobank) fulgte på fjerdepladsen lige efter franskmanden Jimmy Casper (Agritubel). Se stilling og etaperesultater her »Jeg er ikke træt endnu« Umiddelbart nærer Mark Cavendish tilsyneladende ingen planer om at sige Tour de France farvel, selv om der nu forestår tre etaper, hvor han får det uhyre hårdt svært. Og selv om han som regerende verdensmester i parløb om en måned skal slås for olympisk guld på velodromen i Beijing sammen med holdkammeraten Bradley Wiggins. »Jeg føler mig ikke træt endnu, og jeg bliver ved, så længe jeg har det sådan. Jeg er ikke kommet her med forud lagte planer om at stoppe på et bestemt tidspunkt. Det vil ikke være fair hverken overfor arrangørerne eller min sponsor. Men jeg vurderer situationen fra dag til dag«, fastslår Mark Cavendish, hvis danske sportsdirektør Brian Holm dog tidligere ikke har lagt skjul på, at det er højst usandsynligt, at den unge englænder er med helt til Paris. »Jeg havde visse problemer i starten af denne etape, men blev hele tiden støttet fantastisk af holdet, og selv om der gik lidt kludder i det i det sidste meget skarpe sving, fik jeg mulighed for at køre en perfekt spurt. Og at Gerald kunne blive nr. 2 var jo bare helt formidabelt««, siger englænderen, der ikke er synderligt bekymret over, at han nu kan se frem til tre dage i Pyrenæerne.
Grafik: Sådan forløb 8. etape Lykkelig for karriereskift »Jeg arbejdede tidligere i en bank, så jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilke strabadser jeg udsættes for i mit nuværende job. Jeg er lykkelig for bare at få lov til at køre på cykel, fordi det er, hvad jeg holder af. Og så er det lige meget, om det er i bjerge eller på lige landevej«. Også Team Columbias trumf i det samlede klassement Kim Kirchen var forståeligt nok begejstret for etapens forløb, som betød, at status quo overordnet bevaredes, mens han måtte afgive føringen i pointkonkurrencen til Freire - begge har 119 point. »Jeg kan næsten ikke tro det er sandt, at det går så strygende. Det er den herligste tid i min karriere og en fantastisk fornemmelse at optræde i disse kulisser med opmuntringer fra de tusindvis af tilskuere langs ruten. Det er noget som det her, jeg har drømt om i 10 år«, konstaterer Kim Kirchen. Den grønne trøje kan blive målet »De kommende dage koncentrerer jeg mig om den samlede stilling, men det kan da være, at der falder nogle point af undervejs. Så jeg vil ikke udelukke, at jeg i den sidste ende går efter den grønne trøje«. Etapen udviklede sig som forventet med et udbrud i den indledende fase, hvor det kuperede terræn indbød til offensiv. Franskmanden Laurent Lefevre (Bouygues Telecom) var den første til at få et klart forspring, og han ventede overraskende længe med at lade sig hente af holdkammeraten Jerome Pineau samt endnu en landsmand Christophe Riblon (Ag2r) samt spanieren Amets Txurruka (Euskaltel). De fire fandt omsider sammen, men nåede aldrig op på over seks minutters forspring, og knap fire km fra mål var eventyret endeligt forbi. Voigt i styrt Team CSC Saxo Bank havde ingen overraskelser i posen i stil med fredagens uventede, kollektive angreb på etapen til Aurillac. Alle ni ryttere på det danske mandskab susede i mål blandt de 144 ryttere, der fik noteret samme tid som Cavendish. Jens Voigt var involveret i et styrt, som også ramte blandt andre italieneren Riccardo Ricco (Saunier Duval), men ingen af dem led tilsyneladende alvorlig overlast.



























