En af de helt store profiler i international cykelsport, Fabian Cancellara, har forlænget sin kontrakt med Bjarne Riis og Team CSC Saxo Bank, så han er på holdet til og med 2011.
»Fabian er ubetinget en af verdens bedste cykelryttere og en af de ryttere, der har været med til at skabe nogle af de allerstørste resultater i holdets historie. Det, Fabian har vist, siden han startede hos os, er helt unikt, og vi er ekstremt heldige over at have en rytter, der kan vinde de store forårsklassikere, er verdens bedste enkeltstartsrytter, og samtidig også kan og vil yde en kæmpeindsats for holdet som for eksempel her under Touren«, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.




























