Risikoen for, at den italienske supersprinter Alessandro Petacchi går glip af årets Tour de France på grund af en mistænkelig dopingprøve under Giro d’Italia, synes overhængende. Han er i hvert fald foreløbig – ifølge den italienske avis La Gazzetta dello Sport – suspenderet af sin arbejdsgiver Team Milram, som dermed overholder ProTour-mandskabernes etiske regelsæt.
I det hedder det bl.a., at ryttere, som er impliceret i en dopingefterforskning, skal indstille aktiviteterne, indtil situationen er afklaret. Baggrunden for Petacchis problemer er en test, der blev foretaget 23. maj, og som viste et for højt indhold af salbutamol – et stof der er indeholdt i den astmamedicin, den 33-årige italiener har tilladelse til at benytte. Men mængden af salbutamol overskred de grænser, der er sat også for de ryttere, som er i besiddelse af et medicins certifikat. Håber på hurtig behandling Petacchi har undladt at bede om en B-prøve for at få fremskyndet processen. Han ønsker nemlig af al magt at komme til start i Tour de France 7. juli i London og mener, at en hurtig behandling af sagen vil vise, at han har været i sin gode ret til at benytte astmamidlet og har holdt sig indenfor dopingreglementerne. Imidlertid ser det ud til, at den italienske olympiske komité, CONI, der skal afgøre Petacchis skæbne får vanskeligt ved at fremskynde sagen, så han eventuelt kan nå at være renset i tide til at komme i gang med den franske styrkeprøve. Det ventes, at han skal afhøres på mandag, og han sætter ligesom Team Milrams manager Gianluigi Stanca sin lid til, at de helbredsdokumenter, han er udstyret med, i hvert fald på længere sigt redder ham ud af kniben. Men CONI’s chefanklager Ettore Torri erklærer, at man ikke er indstillet på at haste sagen igennem systemet.




























