Rør ikke min skulder, rør ikke min skulder«, skreg Cadel Evans af sine lungers fulde kraft, da masende reportere kort efter målpassagen i den tynde luft på Hautacam søgte at presse de første kommentarer ud af den 32-årige australier, der netop havde erobret karrierens første gule Tour de France-førertrøje. Baggrunden for de højlydte nødråb var indlysende med tanke på, at Evans et døgn inden havde kæmpet sig over stregen i Bagnères de Bigorre slemt forslået efter et styrt, som han umiddelbart frygtede ville sætte punktum for hans deltagelse i den styrkeprøve, der hele sæsonen har været hans altoverskyggende mål. »De seneste 26 timer har budt på en helt vanvittig tur i følelsernes rutsjebane. Og det var også derfor, jeg kneb en tåre, da jeg stod på sejrsskamlen«, sagde Evans på pressemødet iført sin nyerhvervede, eftertragtede trikot og krammende den løve, som sponsoren af den samlede stilling, Crèdit Lyonnais, uddeler til aktører i hans situation. »Jeg troede virkelig, at Touren var slut, da jeg styrtede i søndags. En Euskatel-rytter væltede foran mig, og jeg havde ingen chancer for at undgå at ryge ned«, fortæller Evans. »Jeg slog hovedet i asfalten, men heldigvis tog min hjelm af. Den blev til gengæld smadret, og jeg blev flået op på hele venstre side af kroppen. Det gik værst ud over skulderen. Det var derfor, jeg for lidt siden måtte bede om, at ingen rørte ved mig. Heldigvis var der intet, der brækkede, men min personlige terapeut og holdets læge har haft travlt med at lappe mig sammen fra hoved til fod, så jeg kunne blive klar igen«. »Om det var mit livs værste øjeblik, da jeg lå på asfalten, er måske nok at bruge store ord. Men det var et kæmpemæssigt chok. Og at jeg i det hele taget var i stand til at stille op, ser jeg som lidt af et under. Det var da også meget vanskeligt at komme i gang på etapen, men efterhånden som jeg fik kørt mig varm, mærkede jeg ikke så meget til smerterne«. Til spørgsmålet om, hvem han nu anser for sin værste konkurrent, måtte Evans have en anelse hjælp, inden han kunne give et mere omfattende svar. »Eftersom Fränk Schleck kun er ét sekund efter, er det ret indlysende, at det umiddelbart må være ham. Men hvor ligger Menchov? Og er det Sastre, som er nr. 3«, skulle australieren lige oplyses om, for han havde endnu ikke fået ganske styr på klassementet efter dagens strabadser og var således ikke på det rene med, at Christian Vande Velde og Bernhard Kohl nu følger lige efter Schleck, mens Menchov og Sastre er på de næste pladser. »På langt sig i løbet vil jeg sige Menchov. Han er den mest solide taget over tre uger, så det er nok ham, jeg skal passe mest på. Men det er under alle omstændigheder en hård opgave, jeg får i den resterende del af løbet. Jeg vil imidlertid gøre alt for også at stå i gult i Paris og håber, at den tradition ikke brydes, der siger, at den, der fører Touren på Hautacam også slutter som den endelige vinder«, konstaterer Evans med et smil – og henviser til, at Miguel Indurain, Bjarne Riis og Lance Armstrong som indehaver af den gule trikot de tre gange - i 1994, 1996 og 2000 - løbet tidligere har haft etapemål på tinden, der hæver sig over den hellige by Lourdes, ikke lod sig støde fra tronen på den videre færd frem mod Champs Elysèes. »Vi har måske ikke det stærkeste hold i feltet, men jeg har et kollektiv bag mig, som er vant til at slide hårdt, og jeg har fuld tillid til, at det også sker fra nu af. Så må jeg jo selv gøre arbejdet færdigt«.