For fjerde gang på seks etaper skiftede den gule førertrøje i den 95. Tour de France-udgave ejermand.
Det skete, da en ellers indædt fightende Stefan Schumacher (Gerolsteiner) få hundrede meter fra mål styrtede og banede vejen for luxembourgeren Kim Kirchen (Team Columbia) som ny indehaver af den attråede, men flygtige trikot efter den 195,5 kilometer lange 6. etape fra Aigurande til Super Besse.



























