Efter at Fabian Cancellara med fortræffelig støtte fra holdkammeraterne har forsvaret den gule førertrøje siden triumfen på den indledende enkeltstart i Monaco, er tiden nu komme til at Team Saxo Bank viser andre sider af sine kvaliteter. Og de handler om, at det danske mandskab allerede på den 224 km lange etape fra Barcelona til Andorra skal forsøge at bryde den massive Astana-dominans i Tour de France.
Stor tillid til Schleck-brødrene
Hidtil har Touren budt på overvældende succes for Team Saxo Bank med Cancellaras rolle som hovedperson i den første uge.
Og i dag afsløres det så, om de luxembourgske brødre Andy og Fränk Schleck formår at leve op til de meget højtstræbende forventninger, der er til dem i klassementssammenhæng.
Foreløbig er Andy Schleck nr. 14 sammenlagt, mens storebror Fränk er at finde fem pladser længere bagude, og de har henholdsvis 1.41 og 2.17 min. op til førstepladsen.
Fem mand i top 20
I det hele taget er Team Saxo Bank stærkt repræsenteret i front, og foruden Cancellara og brødrene Schleck er Gustav Larsson, 9, og Jens Voigt, 17, placeret i top 20.
»Jeg fornemmer, at både Andy og Fränk er fuldstændig klar til det, der nu venter. Og jeg tror ikke, at den tid, de har sat til, får nogen betydning i den sidste ende«, siger Fabian Cancellara, der med sin overbevisende indsats har været med til at styrke moralen i den danske trup ganske gevaldigt.
Fire bjergspurter inden finale
På den meget krævende styrkeprøve, inden feltet vender tilbage til Frankrig, konfronteres rytterne med fire bjergspurter, før det gælder finalen op mod skisportstedet Arcalis i 2.240 meters højde.
For første gang i årets Tour bydes der således på en 1. kategori stigning, Col de Serra-Seca, som er 7,7 km lang og med en gennemsnitlig procent på 7,1.
En afgørende fase
Straks efter denne skal rytterne atter opad, og den fase kan blive afgørende for etapen, selv om der endnu vil være knap 90 km til mål.
Her er der nemlig en oplagt mulighed for at sætte en offensiv ind, og for rytterne som allerede har sat en del tid til, men stadig drømmer om en fremtrædende placering sammenlagt, er det nødvendigt at angribe langt ude fra, hvis positionen i klassementet skal forbedres væsentligt.
Ny mand i bjergtrøjen
Selve finalestigningen op mod Arcalis er opgjort til 10,6 km med en procent på 7,1, men den er i realiteten betydeligt længere, for rent faktisk går det konstant opad de sidste godt 70 km.
Bjergspurten på toppen er rangeret som hørende hjemme udenfor kategorierne, og dermed er der også lagt op til, at der skal findes en ny indehaver af den prikkede bjergtrøje.
Den overtog franskmanden Stéphane Augé (Cofidis) i går fra finnen Jussi Veikkanen (Francaise des Jeux). Augé har scoret 14 point, men der er 20 til den første over stregen i Arcalis, ligesom 1. kategori-stigningen Col de Serra-Seca indbringer 15 til nr. 1, og dermed må Augé indse, at hans optræden i den eftertragtede trikot bliver kortvarig.




























