Som det eneste af de 22 mandskaber i Tour de France har Team Saxo Bank-Tinkoff Bank tre gange haft en rytter på podiet for at blive hyldet som den mest angrebsivrige aktør på den netop overståede etape – i de to første tilfælde, drejede det sig om Michael Mørkøv, i går om Nicki Sørensen – og det udgør en del af baggrunden for den tilfredshed, chefen for det danske mandskab Bjarne Riis gav udtryk for på løbets anden hviledag. På Hotel Mercure i Pau tog Riis og rytterne mod pressen, inden en let træningstur ved middagstid stod på programmet, og det var en yderst positiv boss, der gjorde status over forløbet af de første 15 etaper. Ønsket om synlighed er opfyldt »Mit succeskriterium er indfriet«, fastslår Bjarne Riis og afslører dermed samtidig, at han har opereret med et sådant, selv om han umiddelbart inden starten i Liège for lidt over to uger siden, ikke ville fremkomme med konkrete forventningskrav. »Mit mål med vores deltagelse i Touren var, at vi skulle være synlige og med til at præge etaperne. Rytterne har helt oplagt været indstillet på det samme, for det er kun meget få dage, hvor vi ikke har været repræsenteret i udbruddene«.
LÆS OGSÅ Skuffet Nicki Sørensen: Etapens nr. 2 traf et underligt valg
Etapesejr vil være prikken over i’et
»Det betyder ikke, at vi ikke længere har ambitioner. Jeg mener stadig, der er håb om, at vi kan sætte prikken over i’et med en etapesejr. Det vil gøre indsatsen perfekt«.
»Jeg ved udmærket, det bliver svært, men med den morel, der hersker i truppen, fornemmer jeg også, at det sidst forsøg på at nå dette mål ikke er gjort endnu«.
Ingen slinger i valsen
»Under alle omstændigheder kan jeg allerede nu slå fast, at jeg er stolt over disse gutter«, siger Riis, mens han kigger sig rundt i kredsen af de ni Tour-udvalgte, som sidder omkring ham.
»Der har ikke været nogen slinger i valsen, og alle har arbejdet benhårdt for hinanden. Vi var jo udmærket klar over, at vi ikke ville kunne gøre os gældende i den samlede stilling, men rytterne har grebet chancen for at markere sig på anden måde, og jeg har så afgjort intet at beklage mig over«.




























