I forberedelsesfasen op til Tour de France har de to fremtrædende kandidater til slutsejren, den tredobbelte vinder Alberto Contador (Saxo Bank-SunGard) og Bjarne Riis’ tidligere etapeløbstrumf Andy Schleck (Leopard Trek), hidtil optrådt forholdsvis afdæmpet i medierne. Contador har bl.a. været fremme med en udtalelse om, at han regner med, at Andy Schleck er mere frisk, end han selv er, og luxembourgeren har konstateret, at han glæder sig til en ny konfrontation mod den 28-årige spanier. De andre har ikke den nødvendige motor Men i et interview med avisen Le Quotidien i hjemlandet går Andy Schleck nu et skridt videre og karakteriserer den trup, Contador møder op med, som værende for svag. »Det kan godt være, at Contador har en motor, der kan klare både Giro d’Italia og Tour de France, men det har de andre ryttere, som først har været ude i den italienske rundtur og nu stiller op i Frankrig, ikke«, fastslår Andy Schleck.
LÆS ARTIKEL Schleckbrødrene på hemmelig Tour de France-mission
»For mig at se er der ingen tvivl om, at holdet er Contadors svage punkt, og jeg tror, det vil vise sig, når vi kommer til bjergene. Her kan de fire, der foruden Contador har været med i Giroen, Jesus Hernandez, Daniel Navarro, Richie Porte og Matte Tosatto, få problemer«.
Hollænder får den sidste plads
Leopard Trek meddeler først i morgen i forbindelse med en seance i Luxembourg officielt, hvilke ni ryttere der skal repræsentere holdets farver i Touren.
Det er imidlertid en offentlig hemmelighed, at de otte, der stillede op i Tour de Suisse – Andy og Fränk Schleck, Fabian Cancellara, Jakob Fuglsang, Maxime Monfort, Linus Gerdemann, Jens Voigt og Stuart O’Grady – er givne deltagere, og alt tyder på, at hollænderen Joost Posthuma får den sidste plads.




























