Efter at alt blev sat på plads i kampen om de mest attraktive samlede placeringer på gårsdagens etape til Semnoz plateauet uden for Annecy, er det i dag helt andre aktører, der indtager hovedrollerne, når den 100. udgave af Tour de France slutter med et gigantisk show på Champs-Élysées.
Ganske vist vil indehaveren af den gule førertrøje Chris Froome (Sky) fortsat være i centrum på en stor del af den 133,5 km lange færd i den franske styrkeprøve, der indledes i pompøse rammer foran slottet i Versailles og ad en snørklet rute fører deltagerne frem til hjertet af Paris.




























