Med Massif Centrals udslukte vulkaner som en både malerisk og ubarmhjertig kulisse udspilledes på den 191,5 kilometer lange 13. etape fra Châtel-Guyon til målet på tinden Puy Mary i 1.589 meters højde en så storslået og nervepirrende akt i årets Tour de France-skuespil, at det lægger op til en forjættende fortsættelse frem mod de endnu vildere strabadser, som er i vente.
Den udmarvende kappestrid skabte såvel flere vindere som tabere med den 24-årige colombianer Daniel Martinez (EF) som den åbenlyse triumfator, da han trak sig sejrrigt ud af en vanskelig slutdyst med de to tyske Bora-hansgrohe-holdkammerater Lennard Kämna og Maximilian Schachmann.




























