Med de to svulmende tempomaskiner, danske Mikkel Bjerg og amerikaneren Brandon McNulty, som formidable hjælpere søgte de seneste to sæsoners Tour de France-konge Tadej Pogacar at sætte den regerende hersker i verdens skrappeste cykeludfordring Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) under maksimalt pres, men den 25-årige dansker modstod enhver trussel og krydsede stregen på den 129,7 km lange 17. etape fra Saint-Gaudens til Peyragudes direkte på hjul af den sejrende slovener.
Selv om Pogacars UAE Team Emirates inden starten måtte sige farvel til polakken Rafal Majka, der beskadigede sit ene knæ, da han i tirsdags fik en ødelæggende maskinskade, kastede slovenerens tropper sig ud i noget, der mindede om det ultimative forsøg på at støde Vingegaard fra tronen.
Offensiven indledtes for alvor, da Mikkel Bjerg satte et voldsomt tempo på den tredje af dagens fire stigninger, som fremkaldte en kraftig reducering af favoritgruppen, og da danskeren løb tør for kræfter, overtog Brandon McNulty kommandoen.
Sepp Kuss var den sidste hjælper
Det førte til en så total splittelse, at Vingegaards sidste assistent amerikaneren Sepp Kuss måtte slippe med cirka 25 km tilbage, og efterhånden var danskeren alene med sine to UAE Team Emirates-rivaler.
Alle andre blev statister i dette medrivende skuespil, og selv om situationen virkede nervepirrende, viste det sig, at Vingegaard var i stand til at mestre også disse vanskeligheder.
Bemærkelsesværdigt var det, at Pogacar kun en enkelt gang prøvede på at lægge Vingegaard bag sig. Det skete hen over toppen af Col du Val Louron-Azet med 20 km tilbage, men ligesom døgnet inden svarede danskeren øjeblikkeligt igen, og derefter forekom det som om, at Pogacar havde mistet lysten til yderligere fremstød og i stedet koncentrerede sig om etapesejren.
Heller ikke under de forhold fornemmedes på noget tidspunkt svaghedstegn hos rytteren i gult, og i spurten dristede han sig til at udfordre Pogacar, der dog havde den sidste lille rest af energi tilbage i kroppen, der gjorde det muligt for ham at presse sig forbi danskeren.
Dansk tour-pionér: »Det var nu satans ærgerligt med det styrt. Det indtraf, lige inden vi skulle op i Pyrenæerne, og jeg var ret god til at køre i bjerge«Den sidste af konkurrenterne, der formåede at følge Pogacar og Vingegaard var den walisiske sejrherre fra 2018 Geraint Thomas (Ineos Grenadiers), der dog måtte se sig henvist til 4.-pladsen på etapen med et minus på 2.07 minutter.
»Jeg havde ikke ventet at det ville ske, og slet ikke, at Mikkel Bjerg ville komme til at spille en sådan rolle. Det var jo ham, der rev hele favoritgruppen i stykker«, konstaterede Geraint Thomas, der på 3.-pladsen sammenlagt nu er 4.56 minutter bagud, mens Pogacar nærmede sig danskeren en smule takket være bonussekunderne og er noteret for et minus på 2.18 minutter.
Bjerget, hvor Riis slog sejren fast
Danske cykelentusiaster husker nok bedst finalebjerget Hautacam på torsdagens 143,3 km lange 18. etape, der udgår fra pilgrimsbyen Lourdes, fra Bjarne Riis’ succesrige felttog i 1996.
Det var her, Ørnen fra Herning for alvor satte trumf på, da han iklædt den gule førertrøje nåede alene til toppen på 16. etape fra Agen 49 sekunder foran den fransk-schweiziske duo Richard Virenque og Laurent Dufaux.
Vingegaard pressede Pogacar til det yderste: »Jeg fik endnu et bevis på, at jeg er godt kørende«Det betød, at Riis, der inden etapen havde et forspring på 56 sekunder i det samlede klassement til spanieren Abraham Olano, øgede afstanden til denne til 2.42 minutter. Olano forsvandt siden ud af billedet og sluttede som nr. 11, mens danskerens tyske holdkammerat Jan Ullrich overtog andenpladsen.
Senest, Tour-karavanen aflagde Hautacam et besøg, var i 2014, da italieneren Vincenzo Nibali i gult noteredes for sin fjerde etapesejr i den udgave, inden han i Paris sluttede 7.37 minutter foran franskmanden Jean-Christophe Peraud på andenpladsen.
Gammel kending indleder klatrestrabadserne
Mens Hautacam er forholdsvis ny i Tour-historien - den indgik første gang på ruten i 1994 – er det bjerg, som indleder klatreudfordringerne på den aktuelle etape, en gammel kending.
Col d’Aubisque var med allerede, da rytterne i 1910 oplevede den første konfrontation med Pyrenæerne, og denne gang rammes toppen i 1.709 meters højde efter 76,7 km.
Det går opad i 16,4 km med en gennemsnitlig procent på 7,1, og stigningen er ligesom finalen til Hautacam rangeret udenfor kategorierne.
Indimellem de to skal rytterne forcere Col de Spandelles – 1. kategori, 10,3 km med en procent på 8,3 – og efter nedkørslen venter 13,6 kilometers klatring med en procent på 7,8 op til mål.
Quiz: Hvilken dansker har kørt Tour de France flest gange?17. etape ifølge Ritzaus livedækning:
fortsæt med at læse
