Den forsvarende Tour-vinder Jonas Vingegaard er udtaget til det franske etapeløb, oplyser Team Visma.

»Øjeblikket vi alle har ventet på«: Vingegaard stiller op i Touren

Jonas Vingegaard styrtede på en nedkørsel i Baskerlandet Rundt, og her blev det senere konstateret, at han havde brækket kravebenet og flere ribben satm punkteret en lunge. Foto: Claus Bonnerup/Claus Bonnerup
Jonas Vingegaard styrtede på en nedkørsel i Baskerlandet Rundt, og her blev det senere konstateret, at han havde brækket kravebenet og flere ribben satm punkteret en lunge. Foto: Claus Bonnerup/Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Måneders spekulation om Jonas Vingegaards deltagelse i Tour de France er nu forbi. Den dobbelte Tour-vinder er med på startstregen, når det franske etapeløb bliver skudt i gang i Firenze næste lørdag.

I en pressemeddelelse oplyser hans hold, Visma, at danskeren er kommet sig over sit alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt og vil være i stand til at »kæmpe for et godt resultat«.

»Jeg er spændt på at komme i gang med Touren. De sidste par måneder har ikke været lette, men jeg vil gerne takke min familie og Team Visma-Lease a Bike for deres urokkelige støtte«.

»Vi har arbejdet sammen for at nå dette øjeblik, og jeg er selvfølgelig meget spændt på at se, hvor jeg står. Jeg har det godt og er meget motiveret«, siger Vingegaard i pressemeddelelsen.

Han har ikke kørt løb, siden han 4. april styrtede på en nedkørsel i Baskerlandet og brækkede kravebenet og flere ribben og punkterede lunge.

12 dage senere blev han udskrevet fra hospitalet, og i begyndelsen af maj var han igen i stand til at cykle udendørs på landevejene.

Ved ikke hvor langt han kan nå

De seneste uger har han brugt på højdetræning i det franske skisportsområde Tignes. Her har danskerens tilstand altså været så god, at holdet har vurderet ham klar til et forsvar af Tour-tronen.

»Jeg er meget stolt af Jonas og trænerteamet. Han er på vej tilbage fra en alvorlig skade. I de sidste par uger har han vist, hvilken mester han er, både mentalt og fysisk«, siger sportsdirektør Merijn Zeeman.

»Selvfølgelig ved vi ikke, hvor langt han kan nå endnu. Vi er forsigtige, fordi han ikke har været i stand til at køre, og hans forberedelse har mildest sagt været mindre end ideel. Men han stiller op, sund og motiveret«, lyder det.

Vismas otte mand store Tour-hold tæller også Wout van Aert. Ligesom Vingegaard kom han galt afsted i foråret og måtte droppe sin planlagte deltagelse i Giro d’Italia.

Nu bliver den belgiske superstjerne i stedet en del af Tour-holdet.

Foruden Vingegaard og van Aert stiller Visma med Matteo Jorgenson, Tiesj Benoot, Sepp Kuss, Christophe Laporte, Jan Tratnik og Wilco Kelderman.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her