Alberto Contador

Lyt til artiklen

Født 6. december 1982 Professionel siden 2003 Nuværende hold: Saxo Bank-SunGard Bedste Tour de France-placering: Nr. 1 i 2007, 2009 og 2010. --------- Som ubesejret i alle de store rundture, han har stillet op i, siden han i 2007 for første gang strøg til tops i Tour de France, kan Alberto Contador ikke undgå at fremstå som storfavorit i den 98. udgave af verdens skrappeste etapeløb. Ganske vist forsøger den 28-årige spanier i dansk tjeneste at nedtone forventningerne med henvisning til, at han brugte mange kræfter på sit succesrige felttog i Giro d'Italia, som sluttede i et overdådigt hyldestshow på domkirkepladsen i Milano 29. maj. Sølv og bronze ved de spanske mesterskaber Men de to eneste konkurrencer, Contador har deltaget i siden den italienske styrkeprøve – enkeltstarten og linjeløbet ved de nationale mesterskaber - mere end antyder, at formen er på vej mod et niveau, hvor rivalerne får uhyre vanskeligt ved at matche ham. I tempodisciplinen i kampen om de spanske medaljer blev Contador nr. 3 slået af den forsvarende mester Luis León Sanchez (Rabobank) og Jonathan Castelviejo (Euskaltel), mens Bjarne Riis' superstjerne i den samlede start kun måtte se sig overtrumfet af José Joaquin Rojas (Movistar) efter at have skabt det afgørende fremstød, som bragte de to i mål et lille minut foran konkurrenterne. Dopingsagen er stadig uafklaret Contador har haft en forrygende sæson på Saxo Bank-SunGard, selv om den jo unægtelig fik en turbulent optakt med den dopingsag fra sidste års Tour de France, som stadig hænger truende over hovedet på spanieren. Det skyldes den appel, som skal behandles i begyndelsen af august ved den internationale sportsdomstol CAS, fordi både den internationale cykelunion, UCI, og det verdensomspændende antidopingagentur, Wada, ikke accepterer den frifindelse, som det spanske cykelforbunds disciplinærkomité nåede frem til i midten af februar. Ni sejre i denne sæson Dagen efter den dom startede Alberto Contador i Volta ao Algarve, og selv om han måtte nøjes med den samlede fjerdeplads, blev det optakten til en periode, som har budt på i alt ni sejre - herunder de overordnede gevinster i Giro d'Italia, Vuelta a Catalunya og Vuelta a Murcia. Alberto Contador er da også i kraft af sine præstationer at finde som nr. 1 på den uafhængige verdensrangliste, der tæller samtlige sæsonens resultater med, i modsætning til den internationale cykelunions, der er baseret på 27 udvalgte løb. Michael Rasmussens exit banede vejen Det var Michael Rasmussens ufrivillige exit i 2007, som banede vejen for Contadors første optræden øverst på podiet i Paris. Den danske klatrespecialist var på sikker kurs mod sejren, da ledelsen på hans hollandske Rabobank-mandskab besluttede at tage ham ud af løbet, fordi han havde løjet om sine opholdssteder inden Touren. Dermed var den definitive hindring ryddet af vejen for spanieren, der dengang repræsenterede Discovery Channeel som Lance Armstrongs arvtager. Året efter var det Contadors tur til at være i unåde i Tour-sammenhæng. Ikke på grund af personlige forseelser, men fordi hans ny arbejdsgiver Astana udelukkedes som følge af dopingskandalen omkring det kasakhiske mandskabs frontfigur Alexandre Vinokourov, der sendte hele holdet ud af Tour de France. Vandt trods rivalisering med Armstrong Contador koncentrerede sig i stedet om Giro d’Italia og Vuelta a Espana, som han begge vandt. Året efter var han tilbage i Tour de France med Astana, og selv om der var voldsom rivalisering på de indre linjer, fordi han havde Lance Armstrong som holdkammerat, sikrede spanieren sig atter rollen som midtpunktet for hyldestseancerne på Champs-Élysées. I 2010 hjemførte han den tredje sejr efter en knivskarp duel med Andy Schleck, og i år har han så ladet op med en Giro d'Italia deltagelse, som blev besluttet, inden det stod klart, om han på grund af dopingsagen ville været parat til at starte i Touren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her