Knap tre uger før starten på Tour de France kunne Andrew Talansky juble over karrierens fornemste triumf, da han hyldedes som samlet vinder af Critérium du Dauphiné og dermed i gevaldig grad styrkede sin position i kredsen af aspiranter til topplaceringerne i det mest prestigemættede etapeløb af alle.
Selv om rivaliseringen mellem Chris Froome og Alberto Contador spillede en markant rolle i det otte dage lange arrangements afsluttende styrkeprøve i Alperne, piller det absolut ingen glans af den bedrift, Talansky leverede ved den lejlighed.




























