Olsen har den rigtige opskrift

Lyt til artiklen

Hvis bare det var afgørende for udfaldet i en stor EM-kamp som den mellem Danmark og Norge i aften, hvem der har den bedste og mest positive fodboldfilosofi, var det på forhånd lagt fast, at Danmarks Olsen vinder med sit landshold over Norges Olsen på Ullevaal. For vi danskere ved jo, at vores landstræner, Morten Olsen, har den rigtige opskrift på, hvordan fodbold bør spilles: Det gælder om at tænke offensivt, at have bolden og spille hurtigt pasningsspil, gerne over fløjene og i et system, som mange gerne vil kalde 4-3-3, selv om der kun er én angriber på toppen. For fodbold skal også være ’noget for øjet’, som han har prædiket så ofte. Egil ’Drillo’ Olsen ser som bekendt lidt anderledes på tingene. Han er allermest interesseret i resultatet. Og der er faktisk folk, romantikere, kalder vi dem, som i ramme alvor mener, at det er lidt af en ’forbrydelse’. Man må helst ikke vinde ved at spille enkelt, effektivt og ’grimt’.

'Drillos' direkte spil
Det norske landshold under ’Drillo’ – som ikke mener, det er nødvendigt, at hans hold absolut skal have bolden hele tiden, bare nok til at score og vinde – spiller 4-5-1. Med stor vægt på en stærk defensiv, på direkte fremspil med bolden i banens længderetning, stor angrebsiver og gerne en god, præcis, lang aflevering fremover.

Det er år siden, ’Drillo’s hold spillede meget primitivt, og den lange luftbold fra venstre back til Jostein Flo, som headede den ind i feltet, var Norges angrebsspil. Alligevel nyder mange danskere at hade norsk fodbold. Når man læser og hører alt vrøvlet, skulle man tro, at vi i Danmark bliver stopfodret med ’Drillo’-bold uafbrudt. Er der virkelig fare for, at vi bliver smittet og påvirket af ’Drillo’s fodboldtænkning? Selvfølgelig ikke. Er Norges stil dårlig for fodboldens udvikling?

Det må de da selv rode med i Norge – hvor, ved vi jo, mange klubhold spiller udmærket fodbold. Var Rosenborg ikke meget tæt på at besejre FC København og snuppe den Champions League-plads, som de danske mestre fik? Jo, det kunne godt være sket. Det må komme an på en prøve – i aften – hvem der er dygtigst til at udføre den spillestil, den måde at ville spille på, som hver især har valgt. Optakten har været langstrakt: Olsen mod Olsen, ordkrig i medierne, som forsøger at piske en ’hadstemning’ op, drillerier og andet gøgl hører til, når Norge og Danmark mødes. De to Olsener har forsøgt at holde sig ude af polemikken, og spillerne har heller ikke bidraget med så meget. De vil hellere lade støvlerne tale på banen. Fint nok. Tjept opspil via kanterne Her i hovedstaden praler nordmændene med, at græsset er grønnere end i Helsingør (hvor Olsens mænd trænede, og Nicklas Bendtners lille ankelskade måske skyldtes banens tilstand). Kampbanen er i glimrende stand, og det skulle gavne det danske spil langs jorden. Det skal gå tjept og gerne via kanterne, der skal sættes i scene med diagonalbolde, som flytter spillet hurtigt fra den ene til den anden side. For med fyrtårnet Brede Hangeland, anføreren, og den robuste AaB’er Kjetil Wæhler i midterforsvaret er der for det meste lukket godt af foran mål. Og foran de to stoppere vil Henning Hauger ligge og tætne huller (dér, hvor Christian Eriksen gerne skal operere mellem Norges forsvars- og midtbanekæde) og være igangsætter af kontrastød. Både Espen Ruud, den dygtige OB-frisparksskytte, og den dynamiske John Arne Riise vil gerne af sted fremad fra deres backpladser, når bolden er erobret. Og især i venstre side, hos Riise, kan der blive muligheder for at lægge en hurtig, lang centring frem (det kan være fra Daniel Aggers venstreben), så Rommedahl kan løbe sig fri. ’Drillo’ har peget på Rommedahl som Danmarks farligste våben i kampen, hvor danskerne defensivt skal være meget omhyggelige med at komme først på andenboldene, når norske fri-, hjørnespark eller langpasninger er sendt ind mod feltet og førsteangriberen, Mohammed Abdellaoue. Derfor må William Kvist og Christian Poulsen holde tæt kontakt på den defensive midtbane og beskytte forsvaret godt. Lars Jacobsen skal nok klare sine forsvarsopgaver ordentligt, men det er jo beklageligt, at vi ikke har en venstrebenet venstreforsvarer af klasse, for hvem det ligger naturligt at dække ordentligt op og kunne gå med frem og lave brugbare afleveringer fra siden. Michael Silberbauer, på klubholdet central midtbanemand, kan blive et blødt punkt i forsvarskæden på holdet, som offensivt skal håbe på, at Nicklas Bendtner er på toppen og kan lave noget på egen hånd med gennembrudsforsøg, som kan skabe tumult og føre til en scoring. Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen vil næppe syne af så meget blandt de store nordmænd, men måske bliver det fra deres fødder, de mest giftige afleveringer kommer. Krohn-Dehli skal skabe bevægelse med ryk fra venstre indad i banen – og Brøndbyspilleren må meget gerne være mere selvisk og trykke prompte af, hvis han er i scoringsafstand. Eriksen kan få stor hovedrolle Og Eriksen kan få en stor hovedrolle. Der er de seneste måneder kommet mere bid og skarphed over det 19-årige stortalents offensive aktioner. Han vover mere, han er blevet mere moden, søger hyppigere en afslutning selv og synes forholdsvis upåvirket af de forventninger, han kan læse og høre, der stilles til ham fra mange sider. Christian Eriksens selvtillid er stor – men det er nordmændenes også, skriver de norske aviser. Egil ’Drillo’ Olsen har kun tabt én turneringskamp med landsholdet på Ullevaal Stadion, og det vil være en overraskelse, hvis det sker for anden gang i aften. Lad den bedste fodbold vinde. Men det ligner mest en tæt og spændende dyst, som ender uafgjort. Nogen flot kamp behøver det ikke at blive, men intens, fighterpræget og måske dramatisk. Og 1-1 vil være et resultat, Morten Olsen og holdet kan bruge i det videre forløb i kvalifikationsturneringen på vej mod slutrunden i 2012.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her