For 567 dage siden svævede Martin Braithwaite for en stund med fremstrakt højre ben på Aviva Stadium i Dublin. I næste sekund sendte han bolden i mål og løb jublende ud for at fejre det med rød-hvide roligans. Den aften i november 2019 kvalificerede Danmark sig til EM-slutrunden. En pandemi har gjort ventetiden frem mod et stort mesterskab længere end nogensinde før.
Nu er det snart tid. Der er ikke flere testkampe i programmet. Når landsholdet går på banen næste gang, er det til EM-kampen mod Finland på lørdag i Parken.