Han havde lavet de første tv-interviews og lignede egentlig en mand, som var på vej ned i omklædningsrummet. Men så kaldte de danske roligans i det ene hjørne af Johan Cruijff Arena taktfast på Kasper Hjulmand. Og på turen ned til dem kunne man i et kort sekund ane et hul i trøjen på den danske landstræner. Det var der en grund til.
»Jeg gør alt for ikke at være overtroisk. Men jeg har haft denne trøje på, da vi spillede på Wembley (Danmark vandt med 1-0), i Østrig (Danmark vandt med 4-0) og mod Rusland (Danmark vandt med 4-1). Jeg tænkte, at nu tager jeg den sgu på igen. Jeg tror, den skal syes, inden vi rejser til Baku. Jeg tager den i hvert fald ikke af«, siger Kasper Hjulmand.