2021 blev året, hvor Danmarks længst siddende statsminister i nyere tid og manden bag den mest kontroversielle Muhammed-tegning åndede ud. Politiken har samlet en liste med nogle af de store danske personligheder, der døde i 2021.
Johannes Møllehave
10. maj sov præst, forfatter og foredragsholder Johannes Møllehave ind i en alder af 84 år. Han var et sproggeni, der nåede at udgive 137 bøger og i sine mest travle perioder holdt op til 30 foredrag om måneden. Han arbejdede i mange år som fængselspræst, og erfaringerne derfra var noget af det, han trak på i sine foredrag - hvor han også ubesværet refererede til Kierkegaard, Dostojevskij og H.C. Andersen. En af de vendinger, han efterlader i det danske sprog, kommer fra biografien »Møllehave: Et liv har fem akter«, hvor han skriver, at »sorg er en kærlighed, du ikke kan komme af med«. Selv om helbredet blev dårligere, og han måtte på plejehjem i de sidste år, var hans humor og sproglige overskud intakt, og da han fik rollator, skete det med ordene: »Jeg har altid drømt om at blive hjulbenet«.




























