Når Spanien i aften møder Portugal i VM-slutrunden, sidder en mand foran tv-skærmen i Herfølge og holder med spanierne. Han hedder Jørgen E. Larsen. Og han håber først og fremmest alt det bedste for Fernando Hierro, der for et par dage siden pludselig blev nødt til at forlade funktionen som sportsdirektør i det spanske fodboldforbund og overtage landstræner-jobbet.
Det var en vild, vanvittig historie, der eksploderede i den spanske VM-lejr, da Julen Lopetegui blev fyret og sendt hjem. Fordi han havde ’glemt’ at orientere forbundsledelsen om, at han havde forhandlet med Real Madrid og underskrevet kontrakten om at efterfølge Zinedine Zidane på posten som cheftræner i storklubben i den spanske hovedstad straks efter VM.