Der er skruet godt op for patos i en ny reklame for Gillette, hvor den brasilianske fodboldspiller Neymar erkender, at han under VM i Rusland overdrev sine lidelser i nærkampe med modstandere.
»Du kan synes, at jeg overdriver. Og nogle gange overdriver jeg. Men sandheden er, at jeg lider på banen«, siger Neymar i reklamen, der er holdt i sort-hvide billeder af spilleren på banen, i luften, foran mikrofoner, på træningsbanen - ofte med et lidende udtryk i ansigtet. Alt sammen akkompagneret af strygermusik.