Der er noget fodboldprofessor over Arsène Wenger.
Den mangeårige Arsenal-træner med tilnavnet ’Le Professeur’ – Professoren – elsker at dykke ned i spillets nørdede detaljer, og det var i den rolle, han søndag sad på en auditoriescene i Doha. Han lænede sig tilbage i en grå lænestol, mens han rettede let på de uindfattede briller og slog ud med armene, da han formulerede den mest kontroversielle lektie, han havde draget af gruppespillet ved VM.
