Artiklen er opdateret kl. 1.06 med citat fra Ståle Solbakken.
De gjorde det i 1998. Siden har de ikke været med ved VM. Søndag gjorde de det igen. Nordmændene baskede Brasilien ved VM – denne gang takket være målmaskinen Erling Haaland. Angriberen fra Manchester City stod i kampens slutfase for begge scoringer, der sikrede Norge den meriterende sejr på 2-1 over de femdobbelte verdensmestre fra Brasilien. Det var 14. kamp i træk for Norge, at Haaland scorede.
Dermed er Ståle Solbakkens tropper klar til VM-kvartfinale mod enten England eller Mexico. Og Norges 2-1-sejr over Brasilien ved VM er den største bedrift i norsk fodboldhistorie, mener landstræner Ståle Solbakken, da han af tv-stationen NRK bliver bedt om at sætte ord på sejren.
NRK spørger, om sejren er den største norske idrætspræstation nogensinde.
»Det skal jeg ikke afgøre, men den er det største i norsk fodboldhistorie«, siger Ståle Solbakken.
Nordmændene troede, de havde fået en drømmestart, da Patrick Berg efter tre minutter sparkede en ripost i kassen, men der var offside i opspillet.
10 minutter senere kunne Norge så juble – dog ikke på grund af en scoring. En klodset tackling havde givet et brasiliansk straffespark, men Ørjan Nyland reddede et svagt spark fra Bruno Guimaraes.
Nyland var nordmændene en god mand. Han leverede et par store redninger på forsøg fra Vinicius Junior.
Norge havde bolden meget, men gjorde meget lidt med den, indtil man efter en halv time begyndte at spille mere direkte op på store Erling Haaland. Han vandt sine dueller, og det kastede et par store chancer til Martin Ødegaard af sig. Alisson Becker i Brasiliens mål kunne dog også diske op med et par gode redninger.
Det var fortsat Norge, som havde bolden mest efter pausen. Brasilien spillede direkte og skabte flest chancer, men det er ikke et brasiliansk hold med den form for sambafodbold, man forbinder nationen med. Primært omkring Vinicius Junior opstod der farlige situationer. Efter en lille time var det ham, der sendte indskiftede Endrick alene igennem, men den 19-årige angriber chippede bolden forbi mål.
Nyland fortsatte med at hive flere flotte redninger op, når Brasilien bankede på. Og i den anden ende bød Norge sig fortsat til.
Carlo Ancelotti spillede midtvejs i anden halvleg ud med at sende Neymar på banen, men det blev en superstjerne med rød spillertrøje, der stjal showet. Efter en længere periode med norsk dominans blev et perfekt indlæg sendt ind i panden på Haaland, der steg op og headede Norge på kvartfinalekurs.
Nyland diskede op med endnu en mirakelredning kort efter, og inden Brasilien fik sat et stort pres ind, slog Haaland til igen. Fra stående klappede han til bolden uden for feltet, og den strøg ind ved fjerneste målstolpe på tærsklen til kampens tillægstid.
Det lykkedes Brasilien at fremtvinge et straffespark dybt inde i tillægstiden. Neymar omsatte denne gang sikkert forsøget, men løbet var kørt.
Kort efter blev der fløjtet af, og Norges VM-eventyr fortsætter til Miami, hvor holdet skal spille kvartfinale 11. juli.
ritzau
fortsæt med at læse




























