Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

To gange i kampens slutfase slog Erling Haaland til og sikrede Norge en sejr på 2-1 over Brasilien. Efter sejren tog landstræner Ståle Solbakken store ord i brug om holdets præstation.

Ståle Solbakken efter norsk VM-sejr over Brasilien: »Det største i norsk fodboldhistorie«

Foto: James Lang/Ritzau Scanpix
Foto: James Lang/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 2.06 med flere citater fra Ståle Solbakken.

De gjorde det i 1998. Siden har de ikke været med ved VM. Søndag gjorde de det igen. Nordmændene baskede Brasilien ved VM – denne gang takket være målmaskinen Erling Haaland. Angriberen fra Manchester City stod i kampens slutfase for begge scoringer, der sikrede Norge den meriterende sejr på 2-1 over de femdobbelte verdensmestre fra Brasilien. Det var 14. kamp i træk for Norge, at Haaland scorede.

Dermed er Ståle Solbakkens tropper klar til VM-kvartfinalen. Og Norges 2-1-sejr over Brasilien ved VM er den største bedrift i norsk fodboldhistorie, mener landstræner Ståle Solbakken, da han af tv-stationen NRK bliver bedt om at sætte ord på sejren.

NRK spørger, om sejren er den største norske idrætspræstation nogensinde.

»Det skal jeg ikke afgøre, men den er det største i norsk fodboldhistorie«, siger Ståle Solbakken.

»Jeg tror, at alle norske statsborgere har haft deres livs aften«, siger Ståle Solbakken til tv-stationen NRK.

Alene i Oslo er mere end 100.000 samlet i centrum, melder politiet.

»Det var en gyser, der kunne være gået begge veje. Vi spillede en taktisk klog kamp, selv om vi har nogle boldtab, som kunne have kostet os. Det tipper vores vej, og det skal vi være pokkers stolte over«, siger han.

Målmand spillede sit livs kamp

Nordmændene troede, de havde fået en drømmestart, da Patrick Berg efter tre minutter sparkede en ripost i kassen, men der var offside i opspillet.

10 minutter senere kunne Norge så juble – dog ikke på grund af en scoring. En klodset tackling havde givet et brasiliansk straffespark, men Ørjan Nyland reddede et svagt spark fra Bruno Guimaraes.

Nyland var nordmændene en god mand. Han leverede et par store redninger på forsøg fra Vinicius Junior.

Norge havde bolden meget, men gjorde meget lidt med den, indtil man efter en halv time begyndte at spille mere direkte op på store Erling Haaland. Han vandt sine dueller, og det kastede et par store chancer til Martin Ødegaard af sig. Alisson Becker i Brasiliens mål kunne dog også diske op med et par gode redninger.

Det var fortsat Norge, som havde bolden mest efter pausen. Brasilien spillede direkte og skabte flest chancer, men det er ikke et brasiliansk hold med den form for sambafodbold, man forbinder nationen med. Primært omkring Vinicius Junior opstod der farlige situationer. Efter en lille time var det ham, der sendte indskiftede Endrick alene igennem, men den 19-årige angriber chippede bolden forbi mål.

Nyland fortsatte med at hive flere flotte redninger op, når Brasilien bankede på. Og i den anden ende bød Norge sig fortsat til.

Brasiliansk trøstmål

Carlo Ancelotti spillede midtvejs i anden halvleg ud med at sende Neymar på banen, men det blev en superstjerne med rød spillertrøje, der stjal showet. Efter en længere periode med norsk dominans blev et perfekt indlæg sendt ind i panden på Haaland, der steg op og headede Norge på kvartfinalekurs.

Nyland diskede op med endnu en mirakelredning kort efter, og inden Brasilien fik sat et stort pres ind, slog Haaland til igen. Fra stående klappede han til bolden uden for feltet, og den strøg ind ved fjerneste målstolpe på tærsklen til kampens tillægstid.

Det lykkedes Brasilien at fremtvinge et straffespark dybt inde i tillægstiden. Neymar omsatte denne gang sikkert forsøget, men løbet var kørt.

Kort efter blev der fløjtet af, og Norges VM-eventyr fortsætter til Miami, hvor holdet skal spille kvartfinale 11. juli mod enten Mexico eller England.

»Vi kan slå alle, men også tabe til alle. Vi skal bare nulstille, siger Ståle Solbakken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her