Slutter i morgen: Få fuld digital adgang for 149 kr./md.

Alle tre medværter er færdige ved VM, efter at USA tabte med 1-4 til Belgien i ottendedelsfinalen.

Belgien knuser USA og sikrer VM-kvartfinale mod Spanien

Belgiens Charles De Ketelaere scorede to gange i første halvleg mod USA. Her ses hans anden scoring på hovedstød. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Belgiens Charles De Ketelaere scorede to gange i første halvleg mod USA. Her ses hans anden scoring på hovedstød. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med en 4-1-sejr over USA’s medværter er det belgiske fodboldlandshold videre til kvartfinalerne ved VM.

Midtbanespilleren Charles De Ketelaere blev med to scoringer og et måloplæg den store helt for Belgien, der på fredag skal op mod Spanien i kvartfinalen.

I overtiden cementerede Romelu Lukaku den belgiske sejr med kampens sidste mål.

På et propfyldt stadion med 72.000 tilskuere i Seattle fik et energisk belgisk mandskab den bedste start på opgøret. USA’s forsvar så passivt til, da Belgien efter otte minutter bragte sig foran med 1-0. Inde i straffesparksfeltet lagde Nicolas Raskin bolden på tværs til De Ketelaere, der bare skulle sætte foden på.

USA svarede tilbage efter en halv times spil med en frisparksscoring til 1-1. Malik Tillmans skud blev afrettet på vejen mod mål, så Thibaut Courtois i det belgiske mål var uden chance.

Belgien, der indtil da havde domineret opgøret, fik hurtigt genetableret etmålsføringen. To minutter efter udligningen trak Leandro Trossard mod baglinjen og sendte bolden ind foran det amerikanske mål, hvor Charles De Ketelaere pandede Belgien på 2-1.

De amerikanske værter havde svært ved at skabe det store mod et belgisk hold, der var i fuld kontrol. USA’s topscorer Folarin Balogun, der før ottendedelsfinalen havde fået en del opmærksomhed på grund af en karantænesag, formåede ikke at true med sin hurtighed og gode sparketeknik.

Balogun fik rødt kort i USA’s foregående kamp mod Bosnien-Hercegovina, men slap for karantæne, efter at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) havde vurderet sagen. Fifas beslutning har efterfølgende fået massiv kritik fra fodboldledere og -forbund.

Store forsvarsfejl af USA

Godt 10 minutter efter pausen udbyggede Belgien føringen efter en stor fejl af den amerikanske keeper Matt Freese, der var løbet langt ud af sit mål.

På kanten af straffesparksfeltet pillede Charles De Ketelaere bolden fra Freese. Den dobbelte målscorer prikkede den videre til Hans Vanaken, der med et tomt mål foran sig gjorde det til 3-1.

I overtiden udnyttede Belgien endnu en amerikansk fejl. Efter en bolderobring i feltet gjorde indskiftede Romelu Lukaku det til 4-1 med et fladt og velplaceret skud ude ved stolpen.

Belgien skal på fredag op mod Spaniens europamestre. Mandag aften vandt spanierne med 1-0 over Portugal.

Samtlige tre VM-værter er med USA’s nederlag til Belgien ude af VM. Mexico tabte i ottendedelsfinalen med 2-3 til England, mens Canada tabte 0-3 til Marokko.

ritzau

Mange cykelryttere drikker keton-shots under Tour de France. Nu viser opsigtsvækkende forskning, at det kan øge det gennemsnitlige watt-tal, iltoptagelsen samt kroppens naturlige produktion af EPO. ⁠Politikens videnskabsredaktør Lasse Foghsgaard har testet, om det også kan give ham vinger.⁠

Af Lasse Foghsgaard, Sarah Wind Christiansen og Andreas Sterup-Teper

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her