Mål forandrer kampe, lyder en af de mere simple analyser, man af og til hører i fodbold. Det burde måske i stedet oftere hedde sig, at mål forandrer fortællinger. Torsdag aften havde Danmark problemer med at nedbryde Schweiz trods en halvleg i overtal. I Parken kunne man både se, høre og mærke, at stemningen omkring landsholdet var forandret efter EM-slutrunden. Der var ikke udsolgt. Folk mødte sent frem. Stemningen nåede ikke tilnærmelsesvis samme decibelniveau som i Kasper Hjulmands velmagtsdage. Lars Knudsen og det nye landshold var med sikkerhed blevet mødt af kritiske spørgsmål, hvis det hele blot var endt 0-0.
Der var ikke blevet fokuseret på Albert Grønbæk, Patrick Dorgu eller de andre nye navne i truppen, men stillet spørgsmål ved, hvorfor EM-udskiftningen ikke havde været endnu større i startopstillingen. Ligesom der havde været kritiske røster om den aparte situation, hvor en dødboldstræner nu er midlertidig landstræner.




























