Artiklen er opdateret kl. 20.32.
Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund blev den helt store helt for Manchester United, da holdet lørdag vandt 2-1 på hjemmebane over Thomas Franks Brentford-mandskab i Premier League.
Værterne var kommet bagud kort før pausefløjtet, men de kom lynhurtigt tilbage på omgangshøjde, inden Højlund bragte United foran og endte med at blive matchvinder. Målet var danskerens første sæsonscoring i Premier League.
Brentford, der havde Mikkel Damsgaard og Christian Nørgaard i startopstillingen, tabte pusten mod slutningen og blev holdt fra chancer. Med sejren har United 11 point for otte kampe og ligger på en foreløbig 10.-plads, mens Brentford har et point færre.
Hjemmeholdet startede på bolden og gjorde klogt i at beholde den i egne rækker for at forhindre, at Brentford for femte gang i streg skulle score inden for det første halvandet minut. Gæsterne, der ikke lod sige kue af kulissen på Old Trafford, havde imidlertid overtaget fra start.
Rasmus Højlund fik en svært start i angrebet for United, men efter 22 minutter var han meget tilfældigt tæt på at rette bolden over stregen, efter at Mark Flekken i Brentford-målet havde fjumret med kuglen.
Christian Nørgaard fik sendt en god afslutning afsted mod det lange målhjørne, som tvang Andre Onana til at strække sig i fuld længde for at parere, inden Christian Eriksen i den modsatte ende af banen brændte en stor chance. Landsholdsspilleren havde kombineret med landsmanden Rasmus Højlund, inden han hamrede bolden over mål fra kort afstand.
I femte minuts tillægstid af første halvleg havde Mikkel Damsgaard næstsidste fod på, da Ethan Pinnock steg til vejrs og headede gæsterne på 1-0 efter et hjørnespark. Uniteds Matthijs de Ligt, der blødte fra hovedet, var netop blevet bedt om at forlade banen. Han var rasende på sidelinjen, ligesom Højlund slog ud med armene.
Værterne kom lynhurtigt tilbage efter pausen, da Alejandro Garnacho smækkede bolden i netmaskerne efter 47 minutter. Marcus Rashford lagde et præcist indlæg til bageste stolpe, hvor Garnacho stod helt fri.
United overmatchede Brentford på stor set alle parametre efterfølgende, og efter godt en times spil var det hurtige comeback en realitet. Rasmus Højlund modtog en frispilning fra Bruno Fernandes, og så kunne danskeren lobbe bolden over Mark Flekken.
Højlund føler sig bedre tilpas
Efter kampen fortalte målscoreren, at han havde luret, hvad Bruno Fernandes havde tænkt sig at gøre i situationen.
»Vi har spillet sammen i et års tid, så jeg begynder at forstå hans måde at tænke fodbold på. Jeg kunne godt se muligheden i, at den ville komme. Helt igennem godt udført af os begge«, sagde Højlund med et smil til Viaplay.
Angriberen tilføjede, at han godt et år efter sit skifte fra italiensk fodbold føler sig bedre tilpas i Manchester. Derfor håber han, at indeværende sæson bliver endnu bedre end sidste år, hvor det blev til 16 træffere på tværs af alle turneringer.
»Men det er klart, at det kræver hårdt arbejde hver dag«, siger han.
Højlund pådrog sig en skade i en testkamp i slutningen af juli og fik derfor først sæsondebut i midten af september. Siden er det også blevet til et mål mod Porto i Europa League.
Med godt et kvarter tilbage blev den danske målscorer skiftet ud til fordel for hollandske Joshua Zirkzee. Han fik senere en gylden mulighed for at øge føringen, men kunne ikke få kontrol over bolden i feltet.
I slutminutterne, hvor Mads Roerslev blev skiftet ind for Brentford, tabte kampen lidt af pusten, og Brentford var derfor ikke for alvor i nærheden af at udligne.
Rasmus Højlunds landsholdskollega Joachim Andersen så rødt, da Fulham hjemme tabte 1-3 til Aston Villa, mens Leicester med Mads Hermansen og Viktor Kristiansen vandt 3-2 ude over Southampton. I den sene kamp tabte Arsenal ude 0-2 til Bournemouth. Arsenal fik udvist William Saliba efter knap en halv times spil, da franskmanden trak i nødbremsen. Det var Arsenals første nederlag i sæsonen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























